søndag den 20. maj 2012

Pocahontas goes to town!

Sidste dag i den her Wardrobe Challenge og det er rigtig fint, for jeg har ikke rigtig mere tøj...


Hvad har jeg så oplevet?


At alt det tøj jeg har gemt, men ikke brugt har én ting til fælles: det er upraktisk og opmærksomhedskrævende. Sandt at sige, så er jeg ikke vild med al den ukontrollerbare opmærksomhed. Jeg er typen der kan lide at sidde på en bænk i gågaden en hel dag og bare glo på folk. Jeg kan lide at være fluen på væggen. Jeg kan lide at se på folk, som kan lide at være i centrum. Selvfølgelig kan jeg også lide at blive bemærket - men jeg vil helst selv kunne styre det. Jeg bor ved åen i Århus, og her er fyldt med folk på caféerne på alle tidspunkter, som ikke har andet at lave end at kigge på de folk, der går forbi - og det synes jeg altså er stressende. Hvis jeg skulle vælge kun én superkræft, så ville jeg nok vælge usynlighed. Så dét er en af grundene til, at visse beklædningsgenstande må se sig forbigået igen og igen. Og så er jeg ikke helt selvsikker nok til at tage på arbejde i tøj, som åbenbart virkelig sætter fokus på mine bryster, hvilket især blev bemærket i starten af ugen...
En anden grund er, at jeg heller ikke er ubetinget fan af at klatrer op og ned af stejle trapper i hæle og kjole, når jeg skal tjekke nødudgange, eller konstant vrikke om, fordi byen er brolagt med toppede brosten, eller være bange for at vælte på cyklen, fordi skoene jeg har på, er usandsynligt glatte. I øvrigt har jeg også mine små skulpturelle vidundere for kært til at slide dem op på en gåtur gennem byen. Fine sko er til fine lejligheder, hvor jeg ikke skal trave, men bare stå og være lækker-fin.


Det er tidskrævende af en anden verden, at skulle gå op i sin påklædning hver dag. Normalt har jeg to kriterier til min påklædning: det skal være behageligt og det skal være praktisk. Hvis det samtidig får mig til at se godt ud, så er det en bonus. Men mit liv er simpelthen for hyggeligt til, at jeg skal være utilpas i mit tøj. I denne uge har det fremfor alt handlet om udseende - og ikke engang mit udseende, for jeg har været tvunget til at sætte ting sammen, som måske ikke lige passer super godt til min figur (se billedet nedenfor), men tøjets udseende, altså hvor godt outfittet i sig selv hang sammen. Min krop og min tilpashed har været sekundær i denne uge, og det har irriteret mig helt vildt! (Ja, med udråbstegn.)Desuden har der pga. af den ringe mængde været en del planlægning.
Og don't get me started med hele den der fotosession del af udfordringen! Mamma mia, hvor jeg ikke orker det!


Når det er sagt, så er der selvfølgelig også positive oplevelser. Jeg har eksempelvis leget en smule mere med mit hår i denne uge, og det kunne jeg godt tage mig tid til at gøre noget mere, for det synes jeg er en fin og diskret måde, at give mit udseende personlighed og et strejf af overskud.


Jeg har "genfundet" en kjole og et par sko, som nok kommer i rotation igen.


Og måske har jeg fået mere lyst til at gå lidt mere i kjole til hverdag. Det klæder mig så ganske fint, men tit har jeg følt, at jeg virkelig er meget kvindelig i kjole. Og jeg har vist nogle issues med at blive behandlet som kvinde fremfor som menneske... Derudover synes jeg tit høje hæle er pænest, når man er i kjole, og så er vi tilbage ved mit praktiskhedsdogme.


Og det mest positive måske: Jeg har leget rigtig meget. Fordi jeg har haft så få ting at gøre godt med, har jeg været nødt til at være utroligt kreativ. Og det har, på trods af den mængde tid det har taget, været ret skægt.


Har jeg lært noget om bæredygtighed?


Hmm...jeg har vel genlært, det jeg vidste, at man skal købe ting der er anvendelige i mange sammenhænge, både outfitmæssigt og lejlighedsmæssigt. Noget af det sværeste i denne uge har været, at det tøj jeg havde at tage på, ikke passede særlig godt til almindelige hverdage og de behov og sociale interaktioner man indgår i, i sin hverdag. Jeg har nok selvironi til at se det sjove i det, men ikke helt nok "I don't give a fuck" til at synes det er helt lige meget, at mit tøj kommer i fokus før min person.


Med disse ord afsluttes min tid som modeblogger for tid og evighed, formoder jeg.


Dag 7:




I håret en gammel grøn perlekæde arvet fra min Bedste, en lille hvid fjer i øret, en smuk, smuk påfugleperlebluse som jeg købte på en Body-Mind-Soul messe i London engang (og som jeg kun har brugt én eneste gang, men som jeg beholder fordi den er så smuk og var fjollet dyr), lys ruskindsnederdel, som jeg beholder fordi den har lommer, men som jeg aldrig bruger, fordi den er lidt indianer. En guldkæde om anklen - og ja sgu: bare tæer!



2 kommentarer:

  1. Hehe.. du er da en sød hippie

    SvarSlet
  2. Haha - ja, og det har jeg vist været alle dage ;)

    SvarSlet